Først kom forlaget donovan-comics.dk med optryk af ældre tegneserier, der aldrig nåede det danske
marked i firserne og halvfemserne. Nu barsler Tegneseriebutikken og -forlaget Faraos Cigarer med Jacques Tardis grafiske fortolkninger af Leo Malets romaner om detektiven Nestor Burma, og som foregår i hvert sit arrondissement i Paris.
Det er et udtryk for at der er efterspørgsel på franske og belgiske tegneserier, og når de store etablerede forlag ikke vil efterkomme den, så træder de små til.
Det er også et udtryk for, at samtidigt med at kundemassen skrumper, bliver den mere villig til at betale mere for tegneserier. Et eksempel er samme Jacques Tardis serie om Adele, der har de mærkværdigste oplevelser i Paris. De første af de albums bliver handlet på nettet til langt over 300 kroner stykket. Andre serier som visse numre af Red Kelly og Franka bliver handlet i samme prisklasse.
Men det behøver ikke at være gamle udgivelser til de priser. De fire nyeste udgivelser i serien Blåfrakkerne skifter ejer til omtrent fem gange den pris, som man for et par år siden kunne købe dem til i boghandlen. Det skyldes de små oplag de er trykt i. Der er ganske simpelt flere interesserede læsere, og især samlere, end der er produceret albums.
Så forlagsdanmark: Bare kom i gang! Vi er mange, der vil betale godt for jeres tegneserier. Det I udgiver er slet ikke nok.